Vigersted

Når man kører fra Kværkeby og ud på "Bjerget" og drejer til venstre ved den gamle fattiggård Viebjerggård og kører mod Vigersted, kommer man først ned i en fugtig lavning, og foran på en bakke ser man da landsbyen Vigersted. Oppe på bakken til venstre for vejen ligger præstegården, der er embedsbolig for både Kværkeby og Vigersted sogne. Bag præstegården ses kirketårnet og foran kirkegårdens østmur en gammel Kirkelade; denne lade er sognets eneste landskendte bygning, da der i Traps 'Danmark, Bd. 3' findes et sort/hvidt billede af laden.

Mere interessant i Vigersted er dog selve præstegården og kirken, da der til disse to lokaliteter er knyttet folkesagn, som på værdig vis repræsenterer sognet i folketraditionens brogede historie. Præstegårdens nuværende bygninger er desværre ikke den gode gamle gård, hvorom sagnet taler, men stedet er dog det samme: derimod er den nuværende kirke netop den bygning, som sagnet fortæller om. I en sagnoptegnelse fra det forrige århundrede beskrives de uhyggelige forhold i Vigersteds gamle præstegård.

"Præsten R. i M. har fortalt, at da han som en lille dreng på 5-6 ar var hjemme i sin faders præstegård, da var der hos dem en gammel faster af hans fader, som dengang var enke og en kone på over 70 år. Hun var en præstedatter fra Vigersted ved Ringsted. Denne gamle kone fortalte undertiden om aftenen børnene historier; men at alt hvad hun fortalte gjorde dog intet stærkere indtryk på dem, end en underlig begivenhed fra hendes egen ungdom. Hun fortalte nemlig, at da hun endnu var en ganske ung pige (det må da have været midt i forrige århundrede), og boede hjemme i Vigersted præstegård, så var der et gæstekammer ovenfor storstuen, hvor hun ikke holdt af at komme i mørke, fordi det engang havde forekommet hende, som om nogen havde trukket hende i forklædet en aften, hun havde haft ærinde der.

En aftenstund fulgte hun da med sin moder op igennem storstuen ind i dette gæstekammer, for at hjælpe hende med at hente noget hør fra dette værelse over i dagligstuen. Da de kom tilbage igennem storstuen, bar hun herren, og moderen gik foran med lyset; men som de kom midt i stuen, så de begge to en lille mand gå dem forbi, hel brun, både af klæder og af ansigt; og de forstod begge straks, at dette ikke var noget menneske, men et genfærd. Den gamle faster fortalte, at hun da havde vendt sig om og set efter den lille brune mand, som forsvandt ved døren til gæstekammeret. Aldrig før og aldrig siden havde hun eller nogen af hendes set den lille brune mand.

Denne fortælling gjorde et dybt indtryk både på denne beretnings hjemmelsmand og på hans søskende, så de mindedes den, længe efter at den gamle faster var død og borte. Den ældste af disse børn, som nu også er præst, han var da først student, og som sådan gjorde han i København bekendtskab med en anden student (som endnu lever og er præst her i Sjælland), som var en præstesøn fra samme Vigersted ved Ringsted. Det var nu længe siden, at R. havde hørt sin faders faster fortælle om synet, hun havde haft i Vigersted præstegård for mere end 60 år tilbage, men endnu stod det levende for hans erindring, så det var ham derfor mærkeligt, da studenten fra Vigersted en dag fortalte, at mens han og hans broder, som var styrmand, i ferien havde været hjemme i Vigersted præstegård, havde de en nat ligget i gæstekammeret overfor storstuen,  og styrmanden var da noget ud på natten vågnet og havde vækket sin broder, for på stolen udfor hans seng sad en lille brun mand, som de straks, da de så ham, begge to meget godt vidste, ikke var noget menneske, men et spøgelse.

Straks efter at de begge havde set ham, rejste den lille brune mand sig og gik ud af døren. Da de var raske unge mennesker, så sprang de straks ud af sengen og fulgte efter ham gennem storstuen og gangen ud i gården, hvor han forsvandt ved brønden. Det var nu to menneskealdre siden, at den gamle faster havde set den lille brune mand, og i disse mange år vidste intet menneske at han nogensinde havde vist sig, og intet sagn eller fortælling vides at knytte sig til præstegården om, hvem den lille brune mand skulle være, eller hvorfor han ikke kan finde ro i sin grav."

Denne sagnoptegnelse er publiceret af Svend Grundtvig i 1854, hvorfor de i sagnet skildrede begivenheder må tænkes henlagt til midten og slutningen af det 18. århundrede; den i sagnet først omtalte tilsynekomst af den lille brune mand kan således sættes til 1750'erne efter Grundtvigs egne oplysninger i parentesen.  I øvrigt har tidsangivelsen i dette tilfælde kun mindre interesse i forhold til spørgsmålet om den lille brune mands identitet. Nok er han ikke et menneske, men også spøgelsers karakter kan ofte bestemmes nærmere, når vi vel og mærke holder os til folkedigtningens univers.

I et jysk stedsagn forekommer også den lille brune mand i præstegården, og her tilbyder han at spå en gammel dame, hvad han dog ikke får lov til. Dette tilbud fremsætter han på den gamle dames sengekant, og her ses en delvis overensstemmelse med ovenstående sagns beskrivelse af den lille mands anden tilsynekomst. Tager vi nu mandens udseende i betragtning, det brune ansigt og de brune klæder, den lille skikkelse og den skildrede adfærd, træder billedet af en venligtsindet og betænksom gårdbo frem. Gårdboen hører til nissernes slægt, og af dem findes der to slags, den velbekendte drilagtige og aktive nisse og den mere beskedne nisse, som kun ønsker at leve i fred på gården. At den 'gode' nisse lejlighedsvis tilbyder sin hjælp og på barnlig måde trækker i forklædet, forekommer ikke sjældent i folketraditionen. 

Når sagnet taler om, at den lille brune mand  "kan finde ro i sin grav", er det på baggrund af en fejlagtig bedømmelse af den lille brune mands identitet. Kun afdøde mennesker kan have problemer med af finde ro i graven, men noget menneske kan sagnet ikke angive som den oprindelige lille brune mand; naturligvis kunne man sige, for sagnet bygger simpelthen på en halvglemt nissehistorie. Den vigtigste grund til, at man ikke umiddelbart har erkendt den lille brune mand som en velvillig nisse, er fraværelsen af den berømte røde hue. Men nissernes farvevalg er imidlertid ikke så konsekvent, som det almindeligvis antages.

Men også om kirken i Vigersted findes der et halvglemt men dog ret interessant folkesagn, og Vigersted Kirke er stadig den gamle og uændrede.

Sagnet er her citeret efter optegnelsen i Danmarks Folkesagn fra 1843, som blev udgivet af J.M. Thiele. "Der boede ved Ringsted en nævenyttig mand, som hed Willum. Han støbte en klokke til Vigersted kirke,  som havde sådan klang, at den lød fra Vigersted til Valby bakke. Men da han havde smeltet så meget sølv deri, at han derved blev forarmet og kom i stor skyld, forfulgtes han af dem, hvis skyldner han var, flygtede ud på Vigersted Mark og blev der dræbt ved siden af en høj. Da udsprang på samme sted en kilde, hvilken endnu kaldes efter ham St. Willums kilde."

En anden optegnelse fortæller ganske vist, at det var støberen, der dræbte sin svend, fordi svenden havde kommet for meget sølv i klokken, men denne opfattelse omfatter ikke de særlige forhold omkring kilden.