Haraldsted

Nordvest for Ringsted ses Haraldsted Sø,der er en relativt smal men dog også temmelig lang sø. Ved den nordvestlige ende af søen ligger landsbyen Haraldsted, der er vidt bekendt på grund af en meget dramatisk begivenhed, som fandt sted ved Haraldsted i middelalderen. Her blev hertug Knud Lavard dræbt, og lige siden denne begivenhed engang i 1100-tallet har landsbyen været kendt hovedsageligt på grund af dette. Og i landsbyen viser skilte da også hen til Knud Lavards Kapel, der var et centrum for martyrdyrkelsen af Knud Lavard i den katolske tid. For Knud Lavard blev den helt store danske martyr, der er blevet skrevet meget om, og opmærk-somheden har bl.a. også ført til opstillingen af et Lavard Kors, der markerer stedet, hvor mordet skulle være foregået.

Mordet i Haraldsted fik som nævnt en stor betydning for den senere danske historieskrivning og litteratur. Der blev bl.a. skrevet et drama om begivenheden, et mysteriespil "Ludus de Sancto Kanuto Duce" (Spillet om "Hellig Hertug Knud) og flere folkesagn er blevet optegnet om begivenheden. Også i den oldislandske litteratur kan der ses en beretning om mordet, for i Knytlinge Saga findes følgende beskrivelse af mordet på Knud Lavard i Haraldsted skov.

Den vinter skulde kong Nikolaus holde julegilde i Ringsted nord på Sjælland, og til dette gilde kom Knud Lavard, som planlagt, med nogle mænd i sit følge, og han var hos kong Nikolaus om julen, og der blev holdt et anseligt gilde, og mellem kong Nikolaus og hans søn Magnus og deres frænde Knud Lavard herskede der stor hjertelighed. Men da den dag kom hvor man skulde slutte gildet så siger hertugen at nu vil han gøre sig rede til at rejse. Den dag var gildet allermest ustyrligt, og hertugens folk var meget drukne. Da talte Magnus til hertugen: »Herre,« sagde han, »selv om I skulle få mindre gaver end I havde fortjent, så vil jeg dog gøre jer gengæld: jeg vil give jer fyrre ryttere med fuld udrustning, og det siges at en rytters udstyr koster otte mark guld.« Hertugen takker Magnus for gaven og siger at denne gave var både god og anselig. Nu led det hen på dagen, og ryttertroppen som Magnus skulde give hertugen kom ikke fordi de ikke alle kunde hentes på ét sted. Da talte hertugen: »Fætter Magnus,« sagde han, »nu vil vi ride forud og så afvente rytterne der hvor I finder det passende.« Magnus svarede: »Lad os gøre det,« sagde han, »og jeg vil følge jer på vej, frænde, og ikke skilles fra jer førend det jeg har lovet jer er opfyldt.« - »Ja, herre,« sagde hertugen, »det vil altsammen blive gennemført sådan som I har ordnet det, og Vi finder det altid ærefuldt at følges med Jer.« Derefter kyssede Knud Lavard sin farbroder kong Nikolaus til afsked, og nogle andre udvalgte.

Derefter stiger de til hest og rider af sted, De red gennem en skov og kom til en rydning; så bad Magnus dem sidde af og vente på rytterne og sagde at han regnede med de kun behøvede kort tid. De lod nu mændene stige af hestene og sætte sig ned i rydningen, og mange som var steget af faldt straks i søvn, for de havde drukket tæt om dagen. Knud Lavard sad på en træstamme og hans fætter Magnus ved siden af ham, og Magnus havde en blå kappe på. Derefter så de en mand springe frem fra skoven, og da han kom ud i rydningen hvor de sad trak han sin kappe af, og rev det ene ærme af. Han sagde ikke noget til dem, sprang derpå tilbage ind i skoven. Hertugen spurgte: »Frænde Magnus,« sagde han, »hvad mener du det var? Det er som om det var et eller andet signal.« - »Jeg ved det ikke, herre,« sagde Magnus; »den slags lægger jeg ikke megen vægt på, eller mener du at der stikker noget andet under her?« Hertugen svarede: »Jeg har mistanke om at det måske skal være et varsko til nogen som er i nærheden af os, og jeg tror der er kommet en flok mænd imod os her i skoven.« »Det kan ikke passe, frænde,« sagde Magnus, »for du er så afholdt at ingen vil gøre jer ondt.« Da lagde hertugen hånden på Magnus' skulder og spurgte: »Hvorfor fulgte du mig på vej på den måde, frænde,« sagde han, »brynjeklædt?« Magnus svarede: »Fordi jeg ikke har lige så mange venner som I, frænde.«

På dette tidspunkt i deres samtale lød der hornsignaler i skoven på alle sider omkring dem, og straks efter trængte mænd ud fra skoven og hen imod dem. Anfører for denne trop var en mand som hed Henrik den Halte; han var søn af kong Svend Ulfssøns søn Svend, og søskendebarn til Knud Lavard. Men planen var dog fattet af kong Nikolaus og hans søn Magnus. Og da hertugen si at mændene fór frem fra skoven imod dem og han så at det var mænd som havde ondt i sinde, så sagde han: »Hvad nu, frænde Magnus,« sagde han, »er det mon dig der råder for alle disse mænd?« Magnus vendte sig imod ham og sagde: »Det kan være dig det samme hvem der råder for dem: nu gør vi det af med dig.« Så slutter han sig til Henrik den Haltes trop. Hertugen sagde: »Gud tilgive dig, frænde,« sagde han, »hvis der er begået nogen synd i dette, og jeg tilgiver dig.« Magnus' og Henrik den Haltes flok gik kraftigt løs på Knud Lavard og hans mænd, men hertugen og hans folk greb til forsvar imod dem; der opstod en hård kamp, men den var meget ulige, for der var mange mod én. De var heller ikke udrustede til den, fordi de ikke vidste at der var nogen fare eller ufred i vente den dag; mange var også så døddrukne at de ikke vågnede førend spydene susede imod dem eller igennem dem der var faldet i søvn. Dér faldt Knud Lavard, og de fleste siger at Henrik den Halte var den der bar våben på ham og gav ham det dræbende sår. Dér faldt også størstedelen af hertugens følge, men han selv fik dog befalet sig Gud i vold inden han døde; men få eller ingen af Magnus' og Henriks folk faldt.

Men da denne begivenhed rygtedes over hele Danmark sørgede alle over Knud Lavard, og Nikolaus og hans søn Magnus blev yderst forhadte på grund af denne gerning, så at næsten ingen i Danmark talte deres sag på grund af den, og også de der før var deres venner sagde som det var: at dette var den værste niddingsdåd, og intet ordentligt menneske vilde kunne tjene dem efter dét. Knud Lavard blev ført til Ringsted og begravet dér, og han er en sand helgen og gør mange skønne og herlige jærtegn. Hans dødsdag er dagen efter trettende dag jul (Helligtrekongersdag), men nu holdes der helgendag for ham i hele Danmark dagen efter Johannes Døbers messe (Sankthansdag) om sommeren, for da blev hans relikvier optaget af graven og lagt i skrin. Det sted hvor han faldt hedder siden Lavardsskov. De danske fortæller at i den skovrydning hvor den hellige Knud Lavard faldt er der altid siden en smukt grøn plads, enten det er vinter eller sommer.